Naturen som løftestang er et projekt, der er udsprunget af et kommunalt, frivilligt tilbud. Her sidder Susanne Ahrensberg som koordinator. Og en dag fik hun et opkald fra en af instruktørerne.
– Det gik ud på at skabe et frirum for sårbare, hvor de kunne bruge naturen, beretter Susanne Ahrensberg.
Hun understreger, at eftersom vi alle er sårbare på et eller flere punkter, bliver ingen afvist fra at deltage. Og at deltage er lig med mindst et månedligt tilbud om en travetur i den smukke falstriske natur. Ofte kombineret med eksempelvis yoga, meditation eller andet.
Der er fem instruktører i “Naturen som Løftestang”. De mødes et par gange om året for at tilrettelægge de ture, der skal tilbydes.
– Det eneste krav vi har til de, der gerne vil deltage, er at de er på Facebook. Fordi det er her, v i slår turene op. Vi har forsøgt os med individuel henvendelse, men det bliver for bøvlet, fordi vi ikke er flere frivillige, konstaterer Susanne Ahrensberg.