fbpx

Årsberetning 2022 - lederens leder

Kan det betale sig?

Af centerleder Birgitte Zimling.

Det er ikke ofte at man som frivillig helt oprigtigt stiller sig det spørgsmål: Kan det betale sig! Og svaret på det spørgsmål bunder i ting, vi ofte ikke helt har gjort os klart – hvad er det vi ser eller oplever, der er hele arbejdet værd.

Det er ingen hemmelighed at rigtig meget af mit arbejde foregår bag en PC-skærm. Det betyder ikke at borgerne ikke er vigtige for mig, men som jeg ser det, så er der ingenting for borgerne, hvis ikke der er frivillige med lyst og overskud, og som kan se, at det betaler sig at gi’ en hånd til én, der har brug for det. 

Jeg trives med at tage de store overordnede diskussioner om frivilligcenterets værdier, skabe rum hvor politikerne kan møde de frivillige og blive så meget klogere på frivilligheden. Jeg tilbyder den viden, jeg har om organisationer, bestyrelsesarbejde, projektarbejde og at finde midler til foreningerne, så det bliver så let at være frivillig som muligt til foreningerne, og jeg gør både SOSU’er og Socialrådgivere klogere på civilsamfundet og den kæmpe gave, som alle I frivillige stiller op med. I er helt fantastiske, det håber jeg, I ved, og en kæmpe tak lyder hver dag til jer alle steder, jeg kommer.

Nogle projekter glider i olie – der er frivillige, borgere med det samme fordi behovet er helt tydeligt. Nogle projekter er ikke, og derfor er der en helt særlig glæde ved dette billede. Jeg var der ikke selv, men en af de ufrivilligt frivillige – min mand – mødte gladeligt op for at tage billeder, så vi kunne glædes over at det lykkedes, og så vi kan dokumentere, at det hårde arbejde har bragt noget godt med sig.

I Frivilligcenteret er vi vant til at vurdere, om det kan betale sig både for borgerne, de frivillige og for økonomien. Vi sætter hele tiden mål for vores arbejde, og vi vurderer hele tiden sammen med bestyrelsen, om det kan betale sig. Vi vinder ikke hver gang, det ville også være mærkeligt, men vi fejrer det, når der er noget at fejre.

Hver eneste dag registrer vi, hvor mange frivillige vi har talt med, hvor mange borgere, vi har hjulpet, hvor mange nye frivillige vi har sendt ud i foreningerne. Her i Årsberetningen kan du selv se tallene. Dem fejrer vi en af dagene i sekretariatet, de taler nemlig deres tydelige sprog – samlet set kan det selvfølgelig betale sig.

Legestuen Frisegade

Billedet herover er fra den nylig afholdte fastelavnsfest i Fars Legestue. Nu, efter 3½ års indsats for at få legestuen etableret, er der endelig en frivillig mandlig tovholder, der er to glade far-ambassadør-sundhedsplejersker med kaninører, og en samling fædre med deres skønne børn.

Er det ikke bare fædre – sådan helt normale fædre – jo det er det, men  –  de skal være der i legestuen og skabe en helt ny kultur, en ny fortælling om, hvordan man er far i dag, for eksempel at fædre kan gå hjemmefra også med helt små børn, det skaber ligeværdighed i parforholdet. Fædrene er med til at skabe en ny normal, som andre fædre kan spejle sig i.

Og det er så vigtigt, at børnene får en fantastisk god relation til deres far og andre fædre og at fædre får prøvet at danne fællesskaber også på grund af børn, for det skal give dem lyst til over årene at opsøge andre ikke åbenlyse fællesskaber for mænd – så de ikke ender ensomme uden kontakt til familie og børn, selvmordstruede, alvorligt syge og uden sociale erfaringer, så de netop ikke er med til at bidrage til de kedelige statistikker, der er for mænds liv. Det er ikke noget meget tydeligt formål, når man står overfor en ung far, men det er et virkelig vigtigt formål.

“Der er ikke to dage som er ens her i centeret”, siger centerleder Birgitte Zimling med et imødekommende smil, som de fleste, der har deres gang i Guldborgsund Frivilligcenter kan genkende på lang afstand.

Hverdagen for Birgitte er en god blanding af administrative opgaver, projektarbejde, netværksarbejde, personaleopgaver, praktiske opgaver og vigtige samtaler med de mange frivillige og medlemsforeninger.

Det er Birgitte, som understøtter bestyrelsens arbejde, som afrapporterer til Socialstyrelsen og som står for de årlige ansøgninger om midler, som er afgørende for at Guldborgsund Frivilligcenter kan fortsætte som lokal paraplyorganisation og sparringspartner for medlemmer og kommune.

Views: 13

Scroll to top
Skip to content