Torben Artikel

Firmaets mand

Torben Skov er frivillig i Guldborgsund Frivilligcenter. Inden den 63-årige kom til centret havde han været vidt omkring i det danske erhvervsliv. Og selv om han i dag er trådt et skridt tilbage og nu giver en frivillig hånd med, har han i flere år været en central medspiller på Guldborgsund Frivilligcenter.

– Jeg blev uddannet i Danske Bank og arbejdede dér i nogle år, inden jeg blev ansat i den daværende Nysted kommune. Efter det kom jeg til Sparekassen SDS – som det hed dengang – hvor jeg var i ti år, beretter Torben Skov.

Efter tiden i Sparekassen var Torben Skov hos et vekselererfirma, inden han blev hentet til Vestlollands Erhvervsudviklingsfond. Den fond, der blev oprettet, da ØK lukkede værftet i Nakskov.

Derefter var det videre ud. Først hos det tyske firma Gerband, der er en af verdens største fremstillere af – tape. Her blev han ikke hængende længe, men kom til Nordic Air, hvor man fremstiller filtre til luftudsugninger. Videre herfra til Thule air Force Base, hvor han arbejdede, dels i Grønland, dels i USA. Så gik det hjem igen til BG Bank i Næstved; og til det samkørte Realkredit Danmark, hvor han blev områdechef for Lolland-Falster og Møn. Da man lukkede områdekontorerne, ville Torben Skov ikke med til hovedkontoret.

Efter en kort tid fik han et job i Stubbekøbing.  Her blev ansat ved Stubbekøbing skole, med særligt henblik på at hjælpe børn med specielle udfordringer såsom autisme, aspergers syndrom, ADHD og lignende.

– Nu er jeg gået på efterløn og nyder mine børnebørn, og giver en lille hånd med i Frivilligcenteret, forklarer Torben Skov – også for at holde kontakt med det lokale erhvervsliv, når det giver så god mening i Frivilligcenteret.

For et år siden fik frivilligcentret udvidet sit område, så man nu kan optage virksomheder eller foreninger, der ikke tidligere var i målgruppen, som medlemmer. Med sine mange års erhvervserfaring, taler Torben Skov firmaernes sprog, og det udnytter han naturligvis.

– Mange firmaer vil gerne vise deres sociale profil, og det kan vi hjælpe dem med, forklarer Torben Skov, -samtidig kan de vise med deres medlemskab at de støtter den frivillige sociale indsats, og det er godt for foreningerne.

Hits: 17

Posted in: zz