Vi er heldige!
Det sidste år har vi – både bestyrelsen og personalet arbejdet med Psykosocialt Arbejdsmiljø. Det betyder, at vi som arbejdsplads kigger på alle de faktorer, som giver et godt arbejdsmiljø og alt det, som er svært at få til at lykkes. I praksis har det blandt andet betydet, at Signe er trådt ind i bestyrelsens Udviklingsudvalg og Økonomi- og Arbejdsforholdsudvalget. Vi har drøftet rigtig mange aspekter af vores arbejdsforhold, og fra august har begge udvalg og Dialomøde udvalget deltaget i arbejdet. Det betyder at langt de fleste bestyrelsesmedlemmer faktisk har involveret sig i beslutningen om, hvilken vej Frivilligcenteret fremover skal bevæge sig på det arbejdsmiljømæssige område, og hvoke konsekvenser det har for centerets udvikling. Tusinde tak til bestyrelsen for at tage emnet alvorligt og faktisk turde stå ved nogle af de ændringer, som er svære og bliver sværere at tage hen over de næste par år. Men vi skal flytte os, vi skal fortsætte med at være levende, og bevæge os i den retning, som vi tror mest på, giver det største udbytte for foreningerne.
Arbejdsmiljø er også at have det godt sammen i personalegruppen. Og vi har talt om i mange år, at vi gerne ville lave en tur til KBH. I forsommeren lukkede en forening, og de gav deres restmidler til Frivilligcenterets personale, og så var turen pludselig en realitet. Vi brugte en hel dag i København, sejlede med Sundbussen fra Sydhavnen til Toldboden, kiggede specielt på kirker og Københavns historie, mens vi gik ind gennem byen. Det blev en dejlig dejlig tur, og vi takker mange gange for foreningens gave. Der er et par stykker,som ikke kunne deltage af mange årsager, men vi sendte dem billeder hele dagen.
Alt muligt sammen
At vi er drevet af ildsjæle i foreningerne, kan vi mærke hele tiden. Det smitter, og vi bliver selv hurtigt begejstret og f.eks. etablerede Dorthe et foredrag om Beredskab, Gitte sætter akupunkturnåle i både personale og i Lungeforeningen, jeg har været involveret i en gruppe for Bedsteforældre med udfordrede børnebørn, Ole har hængt i telefonen og stablet en Frivilligbørs på benene og Signe har holdt hånden under Foreningernes Dags skattejagt, Legestuerne og selvhjælpsgrupperne blandt meget andet. Små kæpheste som får lidt ekstra opmærksomhed i hverdagen, men som er med til at gøre personalets liv i Frivilligcenteret levende.
Og for første gang måtte Signe træde til ved generalforsamlingen 2025 på grund af sygdom. Det klarede hun i fin stil.
Foran Gefionspringvandet her fra venstre Gitte, Benny, Jamina, Dorthe, Birgitte og Ole.
Hvor står vi lige nu!
Vores foreninger er den mindste demokratiske enhed vi har – det er der, vi lærer de demokratiske spilleregler for god demokratisk opførsel. Og det er ikke nogen hemmelighed, at der er færre og færre, som vokser op i en forening, hvor man løfter sammen, hvor man er afhængige af hinanden, og hvor det er naturligt, at man er det.
Er det et problem? Måske…
Hvis der ikke længere er nogen der har lyst – føler sig forpligtet – føler sig kaldet, til at gøre en forskel, så vil der til slut ikke længere være et Civilsamfund, som man kan gå til. Det vil tynde ud i aktivitetstilbuddene til f.eks. ensomme unge, ældre, og dem midt i mellem. Og ultimativt vil der ikke være brug for et frivilligcenter, når I ikke længere er der. Men så galt går det da ikke – det må I tro på sammen med os!
Er det et problem? Måske…
Højere oppe – på regieringsniveau – har Frivilligcentrene skiftet status. Vi er ikke længere en social forastaltning, men er nu en del af infrastrukturen. – Og hvad så, tænker du måske. Det betyder, at vi – vi er jo jeres forening … så det er altså jer… bliver set på med andre øjne, I er på mange måder blevet uundværlige i den taktiske/strategiske tænkning på landsplan, I er med andre ord blevet nogen, man kan regne med – det viser den reformstorm, som har raset de sidste år, hvor der står civilsamfund alle steder.
Hvad er så problemet?
Vi skal alle vokse med opgaven. Derfor er vi nødt til at gå hårdere til forandringsprocesserne, og finde ud af, hvad der skal til for at nye frivillige igen kan få lyst – forpligte sig – føle sig kaldet til at gøre en forskel.
Der, hvor det kan komme til at gøre rigtig ondt, er på økonomien, fordi hele den økonomiske sektor ikke flytter sig en tøddel i forhold til at acceptere nye måder at organisere sig på. Der skal med ansøgninger om penge vedhæftes Vedtægter og afleveres referat fra generalforsamlingen med samt listen over bestyelsesmedlemmerne. Men hvis ingen vil sidde i bestyrelsen og lægge ryg til de krav, så kommer især mindre foreninger ud i økonomisk tørlægning. Selvom økonomi ikke altid spiller den store rolle i det sociale arbejde, så er der virkelig også mange steder, hvor det gør.
Hvad gør vi så nu?
Frivilligcenteret har som et hovedmål i den strategi, som vi arbejder efter, besluttet at gå ind i processen med at undersøge, hvordan grupper, netværk som i udgangspunktet er autonome (uden strukturel ledelse), kan finde ind til en eller anden form, som kan bruges til økonomisk underhold – hvor lille kan en bestyrelse være, hvor indskrænktet kan vedtægterne blive. Og på den anden side – hvad er det for organiseringer i de autonome grupper, der fungere, og hvordan kan etablerede foreninger og den autonome organisering få glæde af hinandens styrker og mødes i et fælles handlekraftigt rum.
Ambitioner er der nok af…
Vi går ikke ned på nysgerrighed – tænk hvis vi kan bidrage til at knække koden! Men vi bliver også nødt til at samskabe med nogle villige bestyrelser – altså dem af jer, der tør være med på rejsen. Det bliver sjovt – vildt spændende – udfordrende – opløftnede – helt nederen – og forhåbentlig livsændrende.
Så er det bare at skrive en mail til Centerleder Brigitte Zimling på: bli@fri-villig , så udvikler vi det sammen.
Views: 1
ÅBNINGSTIDER
Tirsdag 10:00 – 13:00
Torsdag 10:00 – 13:00
Udenfor åbningstiden træffes vi efter aftale.
FIND OS PÅ KORT
Copyright © Guldborgsund Frivilligcenter 2026