fbpx

Mail

På Dialogmødet blev -også traditionen tro -kåret “Årets Sociale Frivillig 2022”. Og det blev Hans-Erik Olsen fra Cykling uden Alder, der fik prisen i år.

– Det er ikke alt det, der sker med os, vi selv kan gøre for. Specielt når vi bliver gamle kan det knibe med evnen til at forblive raske og at se lyst på dagene, og her kan de frivillige nogen gange være til glæde, sagde Bob Richard Nielsen, formand for Ældre- og Omsorgsudvalget i talen til Hans-Erik Olsen, da han overrakte prisen.

Ideen bag Cykling uden Alder er netop at give de ældre en mulighed for at opleve noget og komme ud i luften. Cykling uden Alder tilbyder, at tage en eller to ældre med ud i en af foreningens rickshaw-cykler. Og meget ofte – han kører op til et par tusinde km om året – er manden på pedalerne Hans-Erik Olsen. Han planlægger ture ferier og events sammen med forskellige plejehjem. I tillæg til det underviser og forklare han om ideen på SOSU-skolen og andre steder, så personale både på plejehjemmene og i ældreplejen ved hvad borgerne kan få tilbudt af den frivillige sociale indsats i Guldborgsund.

 

Guldborgsund Frivilligcenter Årets Frivillig 2022

Hans-Erik Olsen modtager af Årets Sociale Frivilligpris og Bob Richard Nielsen formand for Ældre- og Omsorgsudvalget, som overrakte prisen.

– Han er absolut en værdig vinder af titlen, siger Birgitte Zimling, – og og bortset fra æren af at være Årets Frivillig, så glæder vi os til at forkæle ham med en event, når sommeren banker på døren.

ARTIKEL:

Årets Frivillig i 2022 blev Hans-Erik Olsen fra Cykling uden Alder. For alle, der voksede op med Tintin og de

mere firkantede fremstillinger af asiatiske mennesker, er rickshaw-kulien et fast begreb. Men for folk på

Falster er de trehjulede cykler et tegn på omsorg.

Omsorg for de ældre, der måske er henvist til at pace op og ned ad Lokalcentrets lange gange; ældre, der måske har fået en snert af demens. For alle dem betyder Cykling uden Alder et break, hvor de får den falsterske muld helt tæt på, og kan føle naturen i krop og sind.

Hans-Erik Olsen nævner selv et eksempel med en ældre, meget dement herre, der skabte kaos omkring sig, ved at råbe og være aggressiv. Da han havde siddet ti minutter i sædet foran på rickshaw’en, var han helt stille og rolig og trak alle de nye synsindtryk ind.

Hans-Erik Olsen er selv en 78-årig mand. Han er født i Gedesby på Sydfalster, han kom i lære som elektriker

hos Edmund Hansen, hvor han var i 17 år. Efter et smut omkring Sydfalster Kommune kom han til Schiøler i Nykøbing, inden han begyndte at køre bus. Der opnåede han en anciennitet på 25 år, inden han gik på pension.

”Jeg så de her trehjulede cykler ved en demonstration i Sakskøbing, og det virkede som en indlysende ide at arbejde med”, siger Hans-Erik Olsen. Han fik kontakt til Cykling uden Alder, der er en landsdækkende

organisation, og med Bakkehuset som udgangspunkt kom cyklingen op at stå. Det skete for fire år siden. Og nu kan man simpelthen gå ind på CUA.dk, som er landsforeningens hjemmeside, og her klikke på Bakkehuset – så er der mulighed for at booke en cykeltur.

”Vi har to cykler pt, men vi kunne sagtens bruge flere, der gerne ville glæde en ældre medborger med en cykeltur. De er booket for lidt”, smiler Hans-Erik Olsen.

Det er ham, der står for at uddanne nye piloter. I øjeblikket er der 17 aktive cyklister, men en stor del af dem har fast arbejde og kan kun hjælpe til i weekenderne. Fast i ugens løb er der seks frivillige. Og Hans-

Erik Olsen så gerne flere. Mange flere. ”Vi kan bruge alle, der gerne vil gøre en indsats”, siger han.

Han pointerer, at man som pilot skal være opmærksom på, om det er et fysisk eller psykisk handicap (som oftest demens), som gør, at den ældre gerne vil ud at opleve lidt med støtte. Det giver anderledes ture og

er en af grundene til at der er en vis oplæring.

Men for Hans-Erik Olsen er det en absolut win-win: ”Jeg får noget motion og den ældre får en oplevelse.

Hvad er der at miste”, smiler han.

Talen til Årets Sociale Frivillig 2022

Kan du se lyset?
Som børn ved vi ikke, hvad det er for et lys – som voksne står vi midt i det på godt og ondt, og når vi bliver gamle, så må vi måske på et tidspunkt se os tilbage og glæde os over det, som var.
Frivillige ser langt
– langt, som den ældre mand som i søndags samlede ind til Dansk Flygtningehjælp, og som oplevede det som en menneskelig pligt, fordi han kunne få øje på det lys, nogen havde brug for at se.
– langt, som den unge mor, der med sit barn på armen, går ud i boligselskabet og siger velkommen til de nye der flytter ind, fordi hun ved, hun selv er det lys nogen pejler efter.
– langt, som den skrappe IT-nørd, der sætter sig ned og beroligende forklarer, at verden ikke ramler helt sammen med MitID – vi skal nok klare det, vi skaber et lys sammen.
Frivillige ser langt ind i menneskenes drømme, deres behov, deres længsler og ønsker, og så gør de det, de kan, for at skabe et lys, skabe det der gør tilværelsen meningsfuld.
Det er ikke alting, der sker med os, vi kan gøre for. Vi er uskyldige langt hen ad vejen – specielt når vi bliver ældre og gamle, så slår viljen til at være raske og evnen til at se lyst på dagene ikke altid til. Mængden af opgaver vi magter skrumper ind og tilbage bliver angsten for hjælpeløsheden, ensomheden og kedsomheden. Derfor er der brug for at frivillige kan se langt – de skal kunne se langt tilbage, og så skal de kunne se lyset, der er her lige nu – få øje på glæden, få den til at smitte og skabe en mening med at være til i dette nu.
Der er brug for frivillige, som kan se lyset, som andre har svært ved at se. Der er brug for frivillige, som insisterer på at livet er rigt, og at man skal opleve for at leve -hele livet.
Årets Sociale Frivillig 2022 får prisen for denne utrættelige insisteren på at alle har – brug for – ønske om – lyst til og krav på – Vind I Håret.
Prisen går til Hans-Erik Olsen fra Cykling uden Alder.

Hits: 84

Scroll to top
Skip to content