De unge løver

Der er 10 Lions-klubber på Lolland-Falster. Og så er der én Leo-klub.

– Leo-klubben er ganske enkelt ungdomsforeningen for Lions, forklarer Anisette Johansen, der er kontaktperson for Leo-klubben.

– For et ungt menneske, kan kontingentet til Lions-klubberne være tungt. Fordi Lions har den filosofi, at medlemmerne betaler for al drift og administration, så folk kan være sikre på, at penge givet til Lions går direkte til det formål, der er beskrevet. I Leo er det kun et par hundrede kroner om året, fordi vi får lov at lukrere på Lions administration, beretter Anisette Johansen.

To ting, man ikke taler om i Leo-klubben er politik og religion. Det er bandlyst her, som i alle Lions-klubberne.

Men at Leo er ungdommen i Lions, det er hævet over enhver tvivl. Det ældste medlem hos Leo er 35 år, hvilket er omtrent det samme som det yngste medlem hos flere Lions-klubber i området.

– Gennemsnitsalderen hos Lions er 60 år, siger Anisette Johansen.

Lions-klubberne er meget åbne – især set i forhold til andre klubber af samme slags. Det betyder også, at Leo-klubben står meget frit, når det kommer til at vælge sager at støtte.

– Vi har givet goodie-bags til børnene på børneafdelingen på Nykøbing sygehus, og vi har givet en række brætspil til samme sted. Et opholdssted har vi givet et bordfodbold-spil og til en privat børnehave har vi givet penge til en ladcykel, konstaterer Anisette Johansen.

Hvad Leo-klubben giver tilbage skal man ind i moderne sprog for at vide. Det handler om netværk og om at skabe kontakter. Og så om at have hjertet på rette sted.

Børn på cykler, Guldborgsund Frivilligcenter
kvinde med pc, Guldborgsund Frivilligcenter

Hits: 5